🧑🏽‍💻 Pigen, der vil leve: Sådan blev en af årets bedste fortællinger til

I fortællingen ”Pigen, der vil leve” kommer vi ualmindelig tæt på Mathilde fra Egtved. Projektet begyndte som en BA-opgave på DMJX og blev udgivet i Jyllands-Posten i februar – efter mere end et års arbejde.

”Hendes fortælling er den vigtigste, jeg har fortalt til dato,” skrev journalist Lasse Momme i et opslag til historien – og tilføjede: ”Der er brug for at flere lytter mindre til dem, der råber, og mere til Mathilde.”

Vi lytter til Mathilde. I både tekst og billeder flytter vi nærmest ind i mennesket og forstår hendes verden.

Det er noget, som Lasse Momme ofte gør: Kommer så tæt på sine kilder, at vi forstår dem bedre. Hvordan gør han det? Hvad er hans metode og ”kontrakt” med kilden? Og hvordan fortæller man overhovedet et andet menneske så indgående?

Ligeledes møder vi Mathilde i fotojournalists Miles Lilleys stærke billeder. Han har ”lavet poesi med sit kamera” for at bruge Lasse Mommes egne ord.

Hvordan greb Miles Lilley opgaven an? Hvilke etiske udfordringer har han – og Lasse – mødt? Og hvordan samarbejdede de journalist og fotojournalist?

Til denne session vil du møde både Lasse Momme og Miles Lilley og få indsigt i deres arbejde med en af årets bedste fortællinger.

11.00-12.00
Lokale 3.11